28. april 2008
· Gemt i Det lyriske du og jeg · Tagged hjerne lyrik
På toppen
tænder jeg
telefonen
i topløse tanker
om at du vil bippe ind på mit
display i mit hoved hvert øjeblik
det rumsterer
indeni mig
hengivelse er på hjernen
og frekvenser fejder indbyrdes
en kamp om at tabe
fornuften først
under en hat af tidlige tanker
rammer solen min mur
og de er her allerede,
de små konsumenter
ud af kælder sort som Kul torvet
sælgeren slæber ad helvede til
Hus Forbi med stok
over sten, knock, knock nok kun i mit hoved
får de nok aldrig nok af byens våde asfalt
under fodsålerne i de små sko
man gør et så stort nummer ud af
fyldt med hemmelig neglelak og sand snak
som vænner mit kranium til kærlighedens drivende regn
og trommer der driver energi
som et sandt (el)værk af puls
varmt vand & brød
blødt
kød & blod årer
16. april 2008
· Gemt i Det lyriske du og jeg · Tagged sømands lyrik
vi hører om bedre udsigter
men er søsyge af at vente
jeg lægger fra kaj
mens du lægger op
i mødet med mænd
med kom i land-miner
så legen løber løbsk
i øjenhøjde, lige lidt under
bæltestedet
jeg er havnet i stormvejr
vi i hver sin havn
du er åleglat – så det sejler
i deres vindblæste ansigter
hvide som skudens flag
dine slanke sildeben
sætter sig som fiskeben
i min gale hals
jeg går til køjs
i bordet
og trækker lidt luft
langt ude
aner det blå
ud af øjenkroge -
et hav af våd druk
ulykke og uvejr
kommer i bølger
jeg er lastet
med tomme tanketorsk
når du løssluppen
spræller i maskerne
og trækker i land
Kaptajnen finder dig
i fremmed farvand
og du dæmmer aldrig op
for diskussion
hvornår går vi
over vore breder?
jeg vil have strammet op nu:
til tynd tråd trevler din line
mens min stramme mine
må navigere uden blink
hvor er mit fyrtårn
og de klare
stjernestunder?
jeg slår benene væk
under dine fiskeretter
uden ben
for farvandet går i fisk
og jeg skal fiskes op
fra bunden af
havflasken
jeg bliver gennemblødt
hvis ikke du letter anker
hvis ikke vi går i havn
og begge kan bunde
i samme båd
går du ikke hele planken ud
hopper jeg over bord
og falder også i
11. april 2008
· Gemt i Det lyriske du og jeg · Tagged ensom lyrik
Cirkler
vindstille
omkring
blafrer
Cirkler
om mit motiv
jeg justerer
så det knirker
jeg manipulerer
til det virker
ta’r et still: Still going strong
det er sådan jeg kan lide det er sådan det fungerer
men når jeg mærker
jeg
bli’r for tæt med
mig selv
går jeg
grassat i granat
æbler
jeg æder
mig selv
lige så stille
Cirkler
driver mig ud
i
P
A
N
I
K
!
og ind i vanvid
igen
6. april 2008
· Gemt i Forfatterkommentar · Tagged død og kritte
Dødsenstrist, tragisk og måske endda forargeligt at trække på forfald og død?
Jovist! Døden indefra er for os overlevende – tilbageblevne – umulig at skildre. Af gode grunde. Men det at tale om døden kan være afgørende. For hvordan forholder du dig til døden? Det er alt afgørende. På kanten mellem liv og død – er det egentlig ikke også her, du lever, sådan rigtigt? Men hvem vil være dér ude på det dybe?
På dybt vand lærer du af udfordring i at holde dig oppe – og kommer med ny energi videre, hvis du da ikke synker i! Men på dette tankeplan er det værste, der kunne ske, at man tænkte sig ihjel. Ligesom med latter. Jeg dør af grin. Mellem grin og gråd – ja, igen på kanten.
Modsætninger er et tilbagevendende tema og altid aktuelle at behandle. Uanset hvilken side man så vælger, frister glansbilleder. Og sjældent bliver det vellykket. Ikke når det er den snavsede tanke, den moralsk forkerte handling, det mindre hæderlige – den dårlige omtale, som skaber interesse i vor tid.
Har det nogensinde været anderledes – og kan det blive det? – fristes man til at spørge. Jeg tror det desværre ikke. Så gem dine glansbilleder i samlemappen, vis dem på Facebook eller træd ind i dem til weekendens tidlige nattetimer. Så længe det varer, og så længe glansbillederne holder, når døden nu engang hurtigt bliver mere interessante – og spillevende.
4. april 2008
· Gemt i Fragmenteret · Tagged hændelse
Så en spisekniv i rundkørslen
en aften på asfalten
overvejede at nævne det for politiet
